Institutionens pædagogiske principper og værdier
Vi, og forældrebestyrelsen, arbejder i denne tid med en revurdering af de overordnede retningslinjer og principper for børnehaven. Dette er en proces der aldrig helt slutter, men vi vil løbende opdatere hjemmesiden, efterhånden som vi kommer frem i processen.
De vigtigste værdier i vores hus er glæde, tryghed, udvikling, individualitet, samt socialisering.
Vi ønsker en hverdag for alle i huset, som er overskuelig og nem at forholde sig til. Vi ønsker, at skabe helhed i børnenes liv, ved at de er deltagende i det der foregår omkring dem bl.a. dagens praktiske gøremål og ved at vi som voksne er indlevende og nærværende.
Der skal være et alsidigt udbud af aktiviteter og muligheder, som tilgodeser det enkelte barns behov for udvikling.
Der skal være plads til forskelligheder og respekt for det enkelte individ, samt forståelse for at vi alle skal være her.
Dette betyder dog ikke, at der altid er frit spillerum for alle børn. Det er vigtigt, at vi som voksne er enige om husets normer, for på den måde at skabe rimelige rammer for alle.
Eksempelvis hvis børnene har brug for fysisk udfoldelse, såsom at løbe eller lign. skal det foregå udendørs eller i hallen. Vi kan ikke have halvdelen af børnene til at løbe rundt indendørs og dermed skabe uro for de øvrige børn.
I en sådan situation skal den voksne foreslå børnene at gå på legepladsen eller i hallen.
Der kan dog være situationer, hvor dette ikke er muligt. Så er man nødt til at finde nogle alternativer.
Hverdagsprogram og faste aktiviteter
Dagligdagen i Børnehuset Vandloppen:
Fra kl. 06.30 - 07.45 er der morgenmad i køkkenet, så hvis børnene kommer i dette tidsrum, er det i køkkenet man siger godmorgen. Børnene har dog mulighed for at kunne gå ind og lege på en af stuerne - de voksne vurderer hvor og hvem.
Børnehaven sørger for morgenmaden - den skal ikke medbringes hjemmefra. Hvis barnet skal have morgenmad her i børnehaven, skal I være her senest kl. 07.30
kl. 07.45 er der en voksen på alle stuer, der kan dog være dage, hvor det ikke er muligt på grund af fravær blandt personalet, men som udgangspunkt skal forældrene fra kl. 07.45 aflevere deres børn og sige godmorgen på den stue de er tilknyttet.
kl. 09.00 er alle tre stuer åbne og formiddagens aktiviteter kan starte. Formiddagens aktiviteter kan bestå af mange forskellige ting; gåture, på "smatværksted", på legepladsen, lave andre kreative ting. Fast hver dag, vil være de praktiske gøremål vi altid har, eksempelvis forberede "frugt", gøre klar til madpakker, vande blomster, ordne vasketøj, handle og meget andet. Børnene vil i det omfang det er muligt, være med til nogle af disse gøremål.
I løbet af formiddagen holdes der samling på den enkelte stue, hvor der bliver leget forskellige lege, snakket om hvad man hedder og hvor man bor, sunget sanglege, læst højt og meget andet.
kl. 11.00 spiser vi madpakker. Madpakken må ikke indeholde slik, og der skal ikke medbringes drikkelse.
kl. 12.00 er vi i garderoben.
kl. 12.30 - 14.00 er alle børn på legepladsen (dog ikke sovebørn).
De voksne afvikler pauser inden kl. 13.45, hvor der ryddes op på legepladsen og nogle gør klar til "frugt".
kl. 14.00 spiser vi "frugt" på stuerne. Børnehaven sørger for dette måltid. Dette måltid består ikke nødvendigvis altid af frugt, men med tiden er det bare kommet til at hedde "frugt". Forældre er ikke velkomne til at deltage i dette måltid, man må dog gerne lige "stikke" hovedet ind, hvis man skal hente i dette tidsrum.
kl. ca. 15.30 lukkes den første stue ned. Der siges farvel på den stue, hvor børnene opholder sig, ellers siges der farvel på egen stue.
kl 16.00 lukkes alle stuer ned, og vi samles i køkkenet indtil der lukkes kl. 16.45.
Fredag lukkes der kl. 16.00, hvilket betyder, at de ovennævnte tider for eftermiddagen bliver rykket ca. en halv time frem.
Praktiske oplysninger:
Tirsdag er svømmedag fra kl. 0800 - 1000.
Muslingerne og Søstjernerne er af sted hver anden uge på skift. Muslinger i ulige uger og Søstjerner i lige uger. Rejestuen er af sted hver uge.
Børnene skal være her senest kl 08.00, når deres stue skal i svømmehallen. De skal medbringe badetøj, mens børnehaven sørger for håndklæder.
Torsdag og fredag formiddag har vi hallen til rådighed i ca. en time - det vil hovedsaligt være i vinterhalvåret vi benytter os af dette.
Fødselsdage fejres på den stue fødselsbarnet er tilknyttet. Forældrene skal ikke medbringe noget til at dele ud, det sørger børnehaven for til eftermiddagsmåltidet. Her i huset er det besluttet, at vi får hjemmebagte boller til at fejre dagen med. Bollerne bages sammen med fødselsdagsbarnet - og nogle få andre børn.
Husk godt med udetøj, der passer til årstiderne/vejret - vi er på legepladsen hver dag!
Der skal også være godt med skiftetøj i børnenes garderoberum, så der er mulighed for at få rent og tørt tøj på, hvis der sker uheld. Det er af hensyn til jeres barn også meget vigtigt, at I forældre hjælper med at få ryddet op i garderoben, når I går hjem, dels er det nemmere for jeres barn at finde sine ting, og dels er det godt at jeres barn lærer at rydde op.
Giv besked til børnehaven, hvis jeres barn holder fri, eller er syg.
Der er en stor opslagstavle i køkkenet/fællesrummet, her vil der blive hængt diverse info op til jer forældre. Her vil også være dagsorden og referater fra forældrebestyrelsen.
Nyhedsbreve kommer ca. hver anden måned - de bliver hængt på jeres børns garderober.
Der er ud for hver stue billeder af alle børn, der er tilknyttet den enkelte stue.
Madpolitik
Madpakker må ikke indeholde slik! Gerne en masse frugt og grønt.
Der skal ikke medbringes drikkevarer. Vi drikker vand i børnehaven , både til madakker og eftermiddagsmåltid.
Børnehaven sørger for eftermiddagsmåltidet - der skal altså ikke medbringes noget i denne forbindelse.
Vi arbejder løbende på at leve op til Lolland Kommunes Kost & Bevægelsespolitik som kan læses øverst på denne side.